Nyhed Tilbage
RØLL VIL FORTSÆTTE SEJRSSTIMEN Skrevet d. 29/03 2019
I aften gælder det en af sæsonens mest afgørende kampe i dette års i 2.division, når Skive IK besøger Autocentralen Park og Kolding IF.
SIK er fortsat ubesejret i foråret, senest efter 2-1 hjemme mod Dalum i en kamp, hvor skibonitterne igen viste højt format og fik 3 point på kontoen. Sidst da holdet mødte Kolding blev det 2-2 på hjemmebane, men cheftræner Thomas Røll vurderer en helt ny kamp for begge mandskaber.
- Det er efterhånden ved at være noget tid siden, lyder den umiddelbare kommentar fra Thomas Røll.
- Der er sket meget siden, vi har fået nye folk på holdet, og jeg mener vi er forstærket i forhold til da vi mødte dem sidst. Jeg ser ikke anderledes på opgøret af den grund, som udgangspunkt går vi efter at vinde, og det mener jeg vi har både holdet og truppen til.
Cheftræneren ser dog mange af de samme dyder hos modstanderen, som da de to klubber mødte hinanden sidst, og ser også med respekt på Kolding mandskabet.
- Det er et Kolding hold, som vi kender det. De er rigtig effektive og et stærkt fysisk hold, så vi skal være på stikkerne. Men vi har selv kvaliteten til at stå distancen og gøre det svært for dem, siger Thomas Røll.
Den gode start på foråret har haft en stor betydning og med en målscore på 11-2, er der absolut ingen tvivl om, at holdet har fundet balancen mellem en solid defensiv og farlig offensiv. Den del er Røll enig i.
- Vi har blod på tanden og det er dejligt at vinde, så vi går selvfølgelig efter at fortsætte, og lægge yderligere afstand til Kolding, siger han.
Slaget skal stå, når kampen bliver fløjtet i gang kl. 19:00, og der er tre vigtige point på spil for førerholdet fra Skive.