Nyhed Tilbage
Positiv oplevelse og sejr i Ringkøbing Skrevet d. 18/02 2018
- Det var en positiv oplevelse i Ringkøbing, men der er afgjort også plads til forbedringer.
Det siger sportschef Rasmus Brandhof efter at det blev til endnu en sejr, da Skive spillede sin næstsidste træningskamp i Ringkøbing, hvor hjemmeholdet blev besejret med 2-1.
- Vi scorede igen to mål, hvoraf det ene var et selvmål, og selvom vi står rigtig godt på banen, skal vi score flere mål, mener sportschefen.
Han så en trup, hvor ikke færre end seks spillere var ude. Jesper Henriksen og Simon Sterring blev småskadet under fredagens træning og stod over, mens Jeppe Mogensen, Mathias Bersang, Bardhec Bytyqi og Anders Hagelskjær alle var svækket af den influenza, som har hærget truppen den seneste uges tid.
- Vi var dominerende det meste af kampen, og Ringkøbing skabte overhovedet ingen chancer i åbent spil gennem hele kampen. De scorede efter et hjørnespark, men fik ellers ikke lov at skabe noget, siger sportschef Rasmus Brandhof.
Skive kom foran 1-0 i Ringkøbing fter et kvarters spil, da Mathias Pedersen scorede direkte på frispark, og føringen kunne være fordoblet efter godt en halv times spil, men Thomas Dalgaard sendte et kæmpechance lige over mål.
I stedet blev det Ringkøbing, der udlignede et par minutter før pausen, da Christian Nissen udnyttede et hjørnespark fra Jonas Magnussen på bedste vis.
Skive startede også anden halvleg bedst og havde to store chancer, blandt andet igen ved Thomas Dalgaard, der var helt fri foran mål.
Skive scorede dog helt retfærdigt sejrsmålet til 2-1 efter 63 minutter. Efter fine kombinationer endte bolden hos Mathias Pedersen, der dog ikke var for heldig med sin afslutning, og i stedet blev det til en håbløs bold, som Ringkøbings Jesper Dalsgaard sendte i eget net.
Skive skiftede målmand i pausen, hvor Andreas Raahauge afløste Aleksandar Stankovic. Efter 1. halvleg fik Andreas Murbech også lov at få fri, og han blev i den bageste kæde afløst af Emil Søgaard, der havde spillet 1. halvleg på den defensive midtbane, og her kom Martin Thomsen i stedet på banen. Senere i halvlegen blev Ayinde Lawal afløst af Thomas Santos, og Lasse Sørensen, der var hentet op fra Jyllandsserietruppen, afløste Frederik Buur.
Den sidste træningskamp spilles 25. februar på hjemmebane i Skive.
Skives startopstilling:
Aleksandar Stankovic - Christoffer Østergaard, Andreas Murbech og Magnus Riisgard Jensen - Mikkel Frandsen, Ayinde Lawal, Emil Søgaard Jensen og Frederik Buur - Frederik Brandhof og Mathias Pedersen - Thomas Dalgaard.
Udskiftninger:
Aleksandar Stankovic ud i pausen - Andreas Raahauge ind i 2. halvleg
Andreas Murbech ud i pausen - Martin Thomsen ind
Ayinde Lawal ud - Thomas Santos ind
Frederik Buur ud - Lasse Sørensen ind
Se også på facebook.