Nyhed Tilbage
Fredsø ny hovedsponsor Skrevet d. 17/04 2018
Fredsø Vognmandsforretning indtræder i gruppen af hovedsponsorer i Skive IK Elite, og Skive IK Elite byder Fredsø Vognmandsforretning ApS velkommen i gruppen af hovedsponsorer sammen med Stykgodscentret Skive A/S og Kaj Ove Madsen A/S.
Lars Bræmer, sponsor- og eventschef i Skive IK Elite A/S, siger at klubben er glad for at det er lykkedes at få Fredsø med i hovedsponsorkredsen og med den nye aftale sendes der et stærkt signal til virksomhederne i Skive om sammenhold og kampgejst fra Fredsø med hjemsted på Mors.
Fredsø Vognmandsforretning blev stiftet i 1936 og i mange år var virksomheden koncentreret om Mors, men siden tredje generation i firmaet, Benny Nielsen, kom til er der sket en voldsom udvikling.
Fredsø fik i 2013 en base i Skive, da vognmandsforretningen købte Aa. Espersen & Søn på Svansøvej og siden er det blevet til en større udvidelse på Ulvevej i industriområdet i Skives sydlige udkant.
- I kraft af, at vi har en afdeling i Skive, som er i kraftig vækst, er Skive også en del af den hjemmebane vi har i Nordvestjylland, siger Benny Nielsen.
- Vi vil gerne bakke op om lokalsamfundet, og de sportslige aktiviteter, der er. Jeg håber vores engagement kan være med til at skabe noget stort, men som en ægte morsingbo håber jeg også, at det er til gavn for vores forretning, siger Fredsøs indehaver og direktør, Benny Nielsen.
Benny Nielsen ser gerne, at hovedparten af hjemmekampene i Skive bliver fredagskampe, da han har en overbevisning om, at det kan være med til at skabe mere liv på stadion, men også senere i bylivet.
Vognmanden fra Mors ser på nuværende tidspunkt stort på, om Skive spiller i 1. division eller 2. division.
- Bare de vinder en gang imellem, lyder det fra Benny Nielsen, der fortæller at Fredsø Vognmandsforretning har en flåde på 70 lastbiler og 90 ansatte.
Benny Nielsen, der er 49 år, og har spillet fodbold, men nu har jagt og fiskeri som sine største hobbyer, er tredje generation i Fredsø Vognmandsforretning, hvor hans sønner Emil og Frederik er klar til at tage over, når den tid kommer.
Fredsø vil med den nye aftale være meget synlig på Spar Nord Arena allerede på fredag til hjemmekampen mod Vendsyssel.