Nyhed Tilbage
0-0 EFTER LIGE TRÆNINGSKAMP MOD THISTED Skrevet d. 15/07 2018
Skive IK spillede søndag eftermiddag 0-0 i en meget lige kamp i Thisted, hvor værterne var 1. divisionsholdet Thisted FC.
Det var størstedelen af kampen igennem et meget tæt opgør med gode muligheder for mål i begge ender. Men dog uden den endelige skarphed.
Skiveholdet stod godt på banen, hvor skibonitterne fik prøvet mange af de nye offensive tanker i spillet af, der har været praktiseret på træningsbanen den sidste uges tid.
For Skive-mandskabet handlede det om at få fundet sammen de første 5-10 minutter, hvor Thisted FC havde et par dybdebolde, som overraskede skibonitterne. Det tog dog ikke længe før udeholdet fik styr på defensiven, der alt andet lige skabte en meget jævnbyrdig førstehalvleg, hvor Skive-holdet havde en række gode indlæg og et par frispark på kanten. Særligt Jeppe Mogensen gjorde en flot figur på toppen, hvor angriberen holdt godt i bolden og fik skabt flotte momenter for sig selv. Også hjemvente Mikkel Jespersen fik lavet fornuftige ting på modstanderens halvdel, hvor han fik lavet et par gode bolde, som voldt hjemmeholdet vanskeligheder, blandt andet på en fin aktion fra Thomas Santos.
I pausen blev der skiftet seks mand hos Skive IK, hvilket blandt andet gav uofficiel debut til to af de nyeste mænd i truppen Sebastian Denius og Christoffer Maul.
I første halvdel af 2. halvleg var Skive-mandskabet klart det bedste hold på banen og dominerede spillet. Dog spiller Thisted sig langsomt ind i kampen igen, og kampen udvikler sig til en jævnbyrdig affære.
Grundet ferie til cheftræner Thomas Røll, så blev dagens kamp ledet af assistenttræner Martin Thomsen, og der var bestemt stor tilfredshed fra assistentens side.
- Vi får spillet en rigtig solid kamp og får også set bredden i truppen, som ser rigtig fint ud, med nogle gode indhop. Begge hold har et par halvstore chancer, hvor det lugter lidt af mål. Vi får sat nogle rigtig fine angreb sammen og fik sat vores kanter og baks i spil, hvorpå vi fik produceret nogle rigtig fine angreb. Overordnet en rigtig positiv kamp, som er et godt udgangspunkt videre i vores første rigtige træningskamp, vurderer SIK assistenttræneren.
Truppen har således fået de første minutter i benene og kan således fokusere på næste træningskamp, som spilles allerede onsdag, hvor holdet hjemme møder Ringkøbing IF. Et Ringkøbing-hold som skibonitterne også kommer til at møde i den kommende gruppe i 2. Division og første runde af DBU’s pokalturnering.
Skive IK’s startopstilling (med ændringer undervejs):
Marcus Bobjerg (46’ Anders Nørgård) – Emil Søgaard, Magnus Jensen (46’ Jacob Vetter), Christoffer Østergaard, Simon Sterring (46’ Frederik Buur) – Mathias Bersang (46’ Sebastian Denius), Mads Schäfer Bak, Malthe Overgaad Dahl (46’ Mathias Bonde) Thomas Santos (60’ Jacob Rauff), Mikkel Jespersen (46’ Christoffer Maul) – Jeppe Mogensen (46’ Jesper Henriksen)