Nyhed Tilbage
Bondes hammer gav Jammerbugt en ”lammer” Skrevet d. 29/10 2018
Lad os sige det lige til og enkelt. Årets mål 2018 blev lørdag eftermiddag scoret på Hancock Arena, hvor Mathias Bonde tog chancen, klaskede til bolden fra 35 meter afstand og smækkede den i mål uden chance for Jammerbugt FCs keeper. SÅDAN!
Der var lagt op til et stort topopgør på Hancock Arena, da Skive IK på hjemmebane skulle tage imod rækkens nummer tre fra Jammerbugt FC. Skive IK skulle jagte en revanche fra modsatte opgør, hvor Jammerbugt på hjemmebane vandt.
Kampen mellem de to hold startede lidt tøvende for begge hold. Som to boksere gik de første 20 minutter med at se hinanden an, der skulle ikke tages de store chancer og man kunne fornemme kampens betydning og der var derfor var spillet ikke prangende. Begge hold løsnede dog op, men alligevel var det en kamp uden de helt store chancer. Det skal ærligt siges, at Jammerbugt i første halvleg havde de to største chancer. Men udeholdets skarphed manglede, mens også Marcus Bobjerg i målet for Skive IK diskede op med en pragtredning efter 34 minutters spil da det for alvor brændte på. Bobjerg måtte ty til en vaskeægte tv-redning for at redde sit mandskab, for at komme bagud inden pausen.
Pausen var tiltrængt, selvom største del af publikum på Hancock Arena måtte skutte sig i ly for den bidende kulde og vind. Det var en kold aften, men det skulle blive bedre.
Anden halvleg startede igen noget nervøst op, men alligevel kunne man mærke at intensiteten i kampen var steget og holdene bed fra sig og nærkampene blev hævet i niveau.
Efter en Jammerbugt chance, hvor der ikke var alvorlig fare på færre satte Bobjerg gang i spillet med et langt udspark. Dette blev til en halv chance for hjemmeholdet, men forsvaret for Jammerbugt fik clearet til indkast i modsatte side. Mikkel Jespersen overlod indkastet til Jacob Vetter, som med et langt indkast ind i feltet fik skabt tydelig nervøsitet og Jammerbugt fik clearet bolden ud til Mathias Bonde der stod cirka 40 meter udenfor feltet. Bonde tog et enkelt træk, hvorefter den stærke venstreback ramte bolden lige i røven og tog fusen på alt og alle. Målmanden fra Jammerbugt kunne kun se til, mens Bondes missil hamrede ind bag ham. 1-0 til Skive IK. Vild jubel på Hancock Arena, mens en ekstra glad Mathias Bonde tog den helt store sejrs runde. Årets mål. Og hvilket et.
Kampen blev nu for alvor løsnet op, selvom der alligevel stadigvæk var meget på spil. Udeholdet fik presset hjemmeholdet tilbage på banen, fik lagt et bedre pres, men Skive IKs forsvar stod på dagen godt og makkerparret Christoffer Østergaard og Emil Søgaard holdt gæsterne fra de helt store chancer i tæt samarbejde med Marcus Bobjerg.
Skive IKs defensive midtbane sled godt, mens de tre vævre offensive spillere bag Jeppe Mogensen, Thomas Santos, Mathias Bersang og Sebastian Denius var en kile til uro flere gange hos udeholdet.
Det hele så ganske fornuftigt ud, en fortjent 1-0 sejr så ud til at komme i hus og tiden løb ud for gæsterne.
Humøret på Hancock Arena var løftet, stemningen var god og de 702 tilskuere havde fået varmen i kroppen efter en kontrolleret kamp af hjemmeholdet.
Og de skulle få endnu mere at lune sig på. Inden slutfløjtet tog Thomas Santos chancen for distancen, og hans skarpe slangehug strøg bag en febrilsk sprællende Emil Kobberup og gav hjemmeholdet en fuldt fortjent hjemmesejr til stor begejstring i årets sidste hjemmekamp på Hancock Arena.
Efter kampen blev Mathias Bonde valgt som Man Of the Match af kampsponsor: Hancock Bryggerierne, men set over hele kampen var der mange af de hårdt kæmpende Skive spillere der fortjente anerkendelsen. MEN årets mål var prikken over i’et for Mathias Bonde, som kunne lade sig hylde i Fanzonen efter kampen.