Nyhed Tilbage
SIK SNUPPER ENDNU EN SEJR I SIDSTE TEST Skrevet d. 28/07 2018
Skive IK vandt 2-0 over Marienlyst i den sidste testkamp, inden det går løs med sæsonpræmieren lørdag den 4. august.
Endnu en gang viste det danske sommervejr sig fra sin bedste side, da SIK spillede sin sidste testkamp på Hancock Arena mod Marienlyst inden sæsonpremieren mod FC Sydvest 05 Tønder lørdag den 4. august kl. 15:00.
Opgøret startede lidt sløjt for skibonitternes vedkommende, hvor hjemmeholdet de første ti minutter havde svært ved at kombinere sig igennem til de helt store chancer og gav lidt for let udeholdet nogle løse muligheder, som dog aldrig blev rigtig farlige.
Herefter tog Skive-drengene fat og dominerede flot i alle spillets facetter. I midten af 1. halvleg, bragte Jeppe Mogensen skibonitterne på 1-0. Skive var styrende med flot spil og en masse chancer, hvorpå holdet sagtens kunne have scoret langt flere mål. Dog endte første halvleg 1-0 ved pausen.
Selv om trænerteamet havde foretaget fire udskiftninger i pausen, så kom Skive-drengene, fra 2. halvlegs start, godt udover stepperne. Allerede efter otte minutters spil var det igen Jeppe Mogensen, der kunne prikke bolden i mål og gøre det til 2-0. De gule- og blåstribede fortsatte presset og det aggressive spil. Med de mange chancer havde Skive op til flere gange mulighed for at gøre det til 4, 5 og 6–0. Men den sidste skarphed manglede dog i de ellers mange flotte angrebsaktioner.
I de sidste minutter af kampen mister hjemmeholdet en smule momentum, hvor spillet bliver en anelse sløset. Hvilket gør, at Marienlyst blev unødigt lukket ind i kampen igen. Dog ender slutresultatet 2-0, som betød, at det endte med at blive en særdeles lækker lørdag eftermiddag, hvor Skive-mandskabet kunne lægge endnu en sejr på inden ligapremieren.
- Det var en god generalprøve til på lørdag, hvor jeg synes vi får vist en masse godt spil krydret med en masse chancer, som vi også skal være bedre til at udnytte. I størstedelen af kampen sidder vi 100% på spillet, så der var ikke en finger at sætte på den sejr, siger cheftræner Thomas Røll om kampen.
Holdet har nu afsluttet sidste kamp med 3 sejre over henholdsvis Ringkøbing IF (2-0), Middelfart B (3-2) og Marienlyst (2-0) og en uafgjort med Thisted FC (0-0).
Skive IK’s startopstilling (med ændringer undervejs):
Marcus Bobjerg – Jacob Vetter, Emil Søgaard, Magnus Jensen (45' Christoffer Østergaard), Simon Sterring (45' Frederik Buur) – Mathias Bonde, Mads Schäfer Bak (45' Malthe Dahl Overgaard), Mikkel Jespersen (45' Thomas Santos), Mathias Bersang (60' Jesper Henriksen), Sebastian Denius – Jeppe Mogensen (60' Christoffer Maul Petersen)