Nyhed Tilbage
Østergaard: Offensivt skal vi sætte mere ind Skrevet d. 04/09 2019
Christoffer Østergaard er tilfreds med de første syv kampe i NordicBet ligaen, men han ønsker stadig mere power på den sidste tredjedel.
Anføre Christoffer Østergaard ser positivt på de første syv kampe i NordicBet ligaen, hvor holdet i øjeblikket indtager en sjetteplads med ni point.
Han ser dog tilbage på nogle af de afviklede kampe, med en vis ærgrelse over, at skibonitterne ikke har hentet flere point ind på kontoen.
- Det er dejligt at vi ikke har tabt særlig mange kampe, omvendt så synes jeg at vi i hvert fald skulle have haft fire point mere. Vi skulle have vundet mod HB Køge og vi skulle have vundet mod Roskilde, hvilket jeg synes vi også ville have fortjent.
- Havde vi fået alle tre point mod dem, så vil jeg sige at sæsonen var startet godkendt, men jeg er trods alt tilfreds med, at vi ikke har tabt flere kampe end vi har, siger anføreren.
Han mener også at holdet er ved at finde hinanden, efter tilgangen af de nytilkommende spillere henover sommeren, og man hænger godt sammen som kollektiv.
- Jeg synes vi ser stabile og competitive ud. Vi er i en god forfatning og ser ud til at være svære at spille imod, og det er virkelig positivt.
- De nye spillere er faldet hurtigt til, og de har hver især fået chancen for at vise sig frem fra start, senest med Sebastian Buch, der startede mod HB Køge, mener Østergaard.
Han understreger også vigtigheden af, at Skive-mandskabet, har lidt mere at byde på, når det kommer til de tætte relationer på banen.
- Jeg synes vi ligner et stærkt kollektiv. Det er vores kendetegn, at vi kan lide hinanden i truppen. Der er en god harmoni og det kommer også til udtryk, når vi spiller sammen på banen. Det er noget vi bare skal være stærkere på end vores modstandere, som typisk har større budgetter og større individualister, siger Østergaard.
Han erkender, at Skive-holdet stadig skal arbejde, med særligt den del på banen, hvor fodboldkampe vindes, da det trods alt er det som det hele handler om.
- Der er ingen tvivl om at hvis man kigger på vores målscore, sådan rent defensivt, så har det set fornuftigt ud. Vi har lukket syv mål ind i syv kampe, hvilket er godkendt. Vi giver ikke særlig mange chancer væk, så på den måde synes jeg egentlig at vi har meget godt styr på det.
- Vi har lavet syv mål, hvor seks af dem har været på dødbolde, så offensivt skal vi sætte mere ind. Vi skal blive bedre til at score mere i åbent spil, for det bliver en lang sæson, hvis vi kun er stærke på dødbolde.
- Vi skal blive bedre til at få prikket lidt flere bolde ind oppe foran. Senest mod HB Køge producere vi en del fine chancer, så jeg tror også vi med tiden kommer til at få scoret nogle flere mål i de kommende kampe, spår Skive-anføreren.
Christofer Østergaard og resten af holdet, tager fredag turen til Sjælland, hvor opgøret mod Hvidovre venter. Kampen fløjtes i gang klokken 18.30 på Pro Ventilation Arena.