Nyheder Shop Billetter Medlemslogin Kontakt FC Salling

Nyhed Tilbage

Lars Bræmer: Der er plads til flere hovedsponsorer Skrevet d. 22/03 2018

- Det gjorde ondt i Skive IK, da Spar Nord meddelte, at banken ikke ønskede at fortsætte som hovedsponsor for klubbens hold i 1. division. Sponsorer af den kaliber hænger nemlig ikke som letplukkelige frugter i Skive og omegn, siger sponsor- og eventchef i Skive IK, Lars Bræmer.

Selv om Spar Nord meldte sin beslutning ud til SIK i god tid, er det ikke lykkedes at finde en enkelt, ny hovedsponsor til at pryde forsiden af spilledragten. Derfor måtte klubben tænke kreativt og utraditionelt og forsøge at dele det »gamle« hovedsponsorat op i mindre dele i håbet om at trække flere enkeltstående virksomheder ind for at dække det hul, Spar Nord efterlod sig.
Og det er nu lykkedes. Onsdag præsenterede SIK nemlig Kaj Ove Madsen A/S og Stykgodscentret A/S som de første i folden. De får deres logoer forrest på trøjen allerede på søndag til hjemmekampen mod Brabrand - aftalen med Spar Nord er nemlig udløbet, efter banken havde købt sig ind på trøjerne til de første to tv-kampe i foråret mod Esbjerg og Vejle.
- Der er ingen tvivl om, at det har gjort ondt på os, at Spar Nord er stoppet som hovedsponsor. Det var et større sponsorat, som man ikke bare finder hos hvem som helst, og vi har ikke kunnet finde én, som har kunnet løfte det samme, siger Lars Bræmer
- Derfor har vi valgt at dele hovedsponsoratet ud på flere, og nu bliver Kaj Ove Madsen og Stykgodscentret de to første, hvor der er plads til flere, fastslår Lars Bræmer.
Der er indgået en to-årig aftale med de nye sponsorer, som var en del af sponsorgruppen tidligere, men nu lægger en større sum for at blive profileret bedre.
- Vi går efter i hvert fald at få to mere ind på samme måde. Men skulle der komme en stor, stærk pengemand, som er villig til at overtage hele hovedsponsoratet, så er de nye klar til at træde tilbage, forklarer Lars Bræmer.
Han glæder sig over, at to store, lokale virksomheder nu bakker op om klubben, selv om den ligger sidst i 1. division og får meget vanskeligt ved at undgå nedrykning.
- Det er et signal til de øvrige sponsorer om, at skulle vi rykke ned, så skal vi styrke os, så vi kan komme tilbage i 1. division hurtigst muligt.
På billedet ses Lars Bræmer (længst til venstre) med de to nye hovedsponsorer, Michael Madsen fra Stykgodscentret Skive A/S og Martin Finderup fra Kaj Ove Madsen A/S.